Googles ejer skovlede penge ind i første årets kvartal

    Alphabet, der ejer internetgiganten Google, kan fremvise en solid vækst for de første tre måneder af 2018.

    Omsætningen – de penge, der kommer ind i butikken – steg med en fjerdedel til 31,1 milliarder dollar – 189 milliarder kroner.

    Og nettoresultatet – de penge, der er tilbage, når alle regninger er betalt – blev næsten fordoblet til 9,4 milliarder dollar. Det svarer til, at Alphabet tjente 635,7 millioner danske kroner hver dag i årets tre første måneder.

    – Vores fortsat stærke omsætningsvækst reflekterer vores globale momentum.

    – Vi har et klart sæt af spændende muligheder foran os, og vores stærke vækst tillader os at investere i dem med selvtillid, skriver finansdirektør i Alphabet Ruth Porat i regnskabet.

    /ritzau/