Tårnhøj skytte bomber BSV mod DM-semifinale

    Bjerringbro-Silkeborg (BSV) ligner en semifinalist i DM-slutspillet i herrehåndbold.

    Med en udesejr på 28-24 over Nordsjælland kan BSV, der ligger på en andenplads i gruppe 2, notere sig seks point efter fire kampe. De to bedste i gruppen avancerer til semifinalerne.

    GOG har syv point efter tre kampe, mens KIF Kolding København har tre point efter tre kampe på tredjepladsen. Med nederlaget udspillede Nordsjælland med et point sin chance for at gå videre.

    Den tårnhøje skytte Nikolaj Markussen blev en afgørende faktor, da han tordnede ti bolde i mål på 14 forsøg.

    Nordsjælland kæmpede ellers for sin chance, selv om BSV mere eller mindre førte fra start til slut.

    Men favoritten havde svært ved at hægte hjemmeholdet af. Oftest når BSV kom foran med tre mål, svarede Nordsjælland prompte tilbage.

    BSV førte første gang med fire mål, da tavlen viste 14-18 efter 37 minutter, men efter at have udnyttet en overtalsperiode bragte Nordsjælland sig på 19-20 med et kvarter tilbage.

    Nordsjælland kom også på 24-25, men så afgjorde BSV sagerne. Med 100 sekunder tilbage krøllede fløjen Johan Hansen bolden ind i hjørnet til 27-24, da BSV nok en gang spillede med syv mod seks i angrebet.

    For hjemmeholdet blev Akutaaneq Kreutzmann topscorer med ti mål.

    /ritzau/