G7 er enig om at modsætte sig Ruslands ondsindede adfærd

    Verdens syv førende industrialiserede økonomier er enige om at modsætte sig Ruslands adfærd, som landene mener truer freden og sikkerheden.

    Det oplyser en højtstående embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium mandag efter et møde i G7 i Toronto.

    – Der er enighed i G7 om at modsætte sig Ruslands ondsindede opførsel, siger embedsmanden, der ønsker at være anonym.

    Han understreger, at G7-landene dog også er åbne for dialog med russerne.

    – Imens vi holder dem ansvarlige for deres ondsindede aktiviteter og deres bestræbelser på at destabilisere nationer, siger den unavngivne embedsmand.

    Udenrigsministrene fra G7-landene mødes i disse dage til topmøde i Toronto i Canada.

    /ritzau/Reuters