Roma lægger pres på Lazio i italiensk duel om tredjeplads

    Roma lagde lørdag pres på Lazio i Serie A’s duel om tredjepladsen og fik samtidig tanket selvtillid til tirsdagens Champions League-semifinale mod Liverpool.

    Ude mod Spal vandt Roma 3-0 og rykkede dermed op på 67 point i Italiens bedste række. Det er tre mere end Lazio, der søndag spiller hjemme mod Sampdoria.

    Romas sejr blev grundlagt af et Spal-selvmål i første halvlegs 33. minut. Det var Francesco Vicari, der var uheldig at dirigere et fladt indlæg i eget net.

    Efter pausen var det Patrik Schick, der løb med opmærksomheden. Den 22-årige angriber var på pletten to gange.

    Første gang da han snittede et skud fra Radja Nainggolan i nettet i det 52. minut. Og anden gang otte minutter senere, da han pandede Luca Pellegrinis præcise indlæg i nettet til 3-0.

    Med lørdagens sejr i bagagen kan Roma nu fokusere på tirsdagens brag i Champions League mod Liverpool.

    Første kamp spilles på Liverpools hjemmebane, mens returopgøret venter otte dage senere i den italienske hovedstad.

    Roma nåede højst overraskende semifinalen ved at besejre Barcelona 3-0 på hjemmebane og gå videre på reglen om udebanemål.

    I bunden af rækken holdt Benevento liv i det spinkle håb om at sikre en sæson mere i Serie A.

    Oprykkerklubben vandt meget overraskende 1-0 ude over AC Milan.

    Benevento, der spillede de sidste ti minutter af kampen med ti mand efter en udvisning, havde kun opnået et enkelt point i klubbens første 16 udekampe i denne sæson.

    Alligevel formåede bundproppen altså at besejre Milan.

    Benevento er trods sejren sidst i Serie A med 17 point og har med fire kampe tilbage 12 point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

    AC Milan har 54 point og er nummer seks.

    /ritzau/