Svenske natklubber slukker musikken til minde om afdød dj

    Flere natklubber i Sverige skruede natten til lørdag kortvarigt helt ned for musikken og holdt et minuts stilhed til minde om den verdensberømte dj Tim “Avicii” Bergling. Det skriver Aftonbladet ifølge nyhedsbureauet TT.

    – Det er indlysende for at hædre Tim. Han har stået for musikken på vores dansegulv i mange, mange år, siger Robert Hällstrand, som ejer natklubberne Rose og Fou i Stockholm.

    Aviciis svenske dj-kollega Kim Bauer skriver på Facebook, at “ved midnatstid holdes et minuts stilhed for en af Sveriges største musiktalenter gennem tiderne. Hvil i fred og tak for alt”.

    Til Aftonbladet uddyber han, at “Avicii har betydet utroligt meget”.

    – Ikke bare for svensk musikindustri og for Sveriges dansegulve. Han er en af grundene til, at branchen ser ud, som den gør.

    Den 28-årige Tim Berglind blev fredag eftermiddag fundet død i Muscat i Oman. Dødsårsagen er ikke oplyst.

    Under kunstnernavnet Avicii fik han sit gennembrud i 2011 med singlen “Levels” og har udgivet to albummer.

    Det første, “True”, kom i 2013, mens “Stories” kom i 2015. Han har desuden haft to store verdensturnéer i kølvandet på de to albummer.

    Blandt hans største hits kan ud over “Levels” nævnes “Hey Brother” og “Wake Me Up”, der begge toppede hitlisterne i flere lande.

    /ritzau/