Facebook flytter 1,5 milliarder brugere væk fra EU-regler

    Facebook flytter ansvaret for 1,5 milliarder brugere fra Irland til Californien. Det sker i forbindelse med, at det sociale medie indhenter nye tilladelser fra brugerne til at bruge deres oplysninger.

    Tilladelserne indhentes, så de er gældende, før et nyt sæt regler fra EU om beskyttelse af oplysninger, som dem Facebook har liggende, træder i kraft.

    Det skriver den britiske avis The Guardian.

    Manøvren sker, selv om Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, har svoret at følge “ånden” i EU’s nye regelsæt.

    EU’s regler, der forkortes GDPR, træder i kraft 25. maj. En af sanktionerne i regelsættet lyder, at et selskab kan straffes med bøder på op til fire procent af den globale omsætning.

    Zuckerberg har tidligere på måneden erklæret, at selv om Facebook var ved at sætte sig ind i detaljerne i EU-reglerne, ville de følge dem “i ånden”, når det kom til alle Facebook-brugere.

    Facebook-stifteren blev spurgt, om dette stadig var hans holdning, da han var til høring i Kongressen i USA. Her svarede han bekræftende.

    I en udtalelse til The Guardian skriver Facebook:

    – Vi har været tydelige omkring, at vi tilbyder alle, der benytter Facebook, den beskyttelse, kontrol og indstillinger omkring deres private oplysninger.

    /ritzau/