Hans Asperger, den østrigske børnelæge, som udførte banebrydende forskning om autisme og fik lidelsen Asperger syndrom opkaldt efter sig, “samarbejde aktivt” med det tyske naziregime om et program, hvis formål var at myrde handicappede børn.
Det fremgår af en artikel af historikeren Herwig Czech i det videnskabelige tidsskrift Molecular Autism.
Han skriver, at Asperger henviste flere svært handicappede til den berygtede klinik Am Spiegelgrund i Wien. Her døde næsten 800 børn under nazisternes program om at skabe racerene mennesker.
Mange af dem blev enten aflivet med en indsprøjtning eller gasset.
Czech har gennemgået dokumenter i arkiverne, herunder også Aspergers personlige papirer og patienters journaler.
Han fastslår, at den østrigske børnelæge aldrig blev medlem af nazipartiet. Men han “legitimerede offentligt en politik om racehygiejne” og tilsluttede sig grupper, der blandt andet gik ind for tvungen sterilisation.
– Asperger formåede at tilpasse sig naziregimet, og han blev belønnet for sin udtrykte loyalitet med karrieremuligheder, hedder det.
Trods det, er der ikke noget, som antyder, at der er noget galt med Aspergers studier om autisme.
Han beskrev første gang i 1938 en gruppe børn som “autistiske psykopater”.
Aspergers syndrom er en mildere form for autisme. De ramte børn er ofte relativt velfungerende.
/ritzau/Reuters











