Bandefolk fængslet efter opgør på åben gade

    Fire mænd er ved et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger efter et bandeopgør på åben gade.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Flere vidner hjalp politiet med oplysninger om den usædvanlige hændelse i trafikken lidt efter klokken 15 i den nordøstlige del af Esbjerg.

    En bil med fire mænd kørte op på siden af modstandere, der i to andre biler holdt for rødt.

    – De brugte køller, flasker og andet, fortalte vagtchef Ole Aamann tirsdag om de redskaber, som blev brugt ved volden i krydset Spangsbjerg Møllevej og Degnevej.

    De fire aggressive herrer blev dog stoppet kort tid efter af en politipatrulje. De sigtes for farlig vold – men også for at udsætte helt tilfældige cyklister for livsfare.

    – Det er to bandegrupperinger her i byen, som er uenige, sagde vagtchefen tirsdag om baggrunden for volden.

    De fire mænd nægter sig alle skyldige i sigtelserne, fremgår det af politiets pressemeddelelse.

    /ritzau/