Djokovic udnytter tiende matchbold og sætter storkamp op

    Tennisspilleren Novak Djokovic hentede onsdag endnu en sejr i sin comeback-turnering på gruset i Monte Carlo.

    Den tidligere verdensetter vandt 7-6, 7-5 over Borna Coric efter en spændende kamp, der varede i lidt over to timer og et kvarter.

    Det var serbiske Novak Djokovic’ anden sejr i lige så mange kampe over kroaten, der kæmpede godt imod.

    Niendeseedede Novak Djokovic er efter skader, formdyk og hyppig udskiftning af trænere faldet ned til en 13.-plads på verdensranglisten.

    Djokovic kom efter et servegennembrud foran 4-1 i første sæt, men Borna Coric brød tilbage og udlignede til 4-4.

    Sættet gik i tiebreak, som Djokovic vandt sikkert med cifrene 7-2.

    I andet sæt brød serberen til 1-0, men Borna Coric svarede omgående igen med et servegennembrud til 1-1.

    Så brød Djokovic igen, og denne gang formåede han at holde serv til en 3-1-føring.

    Foran 5-3 havde serberen to matchbolde i modstanderens serv, men Borna Coric fik afværget dem og fik senere reduceret til 4-5.

    Novak Djokovic kom foran 40-0 i sit efterfølgende serveparti, men han soldede alle tre matchbolde op, og i stedet fik Borna Coric en breakbold.

    Djokovic afværgede den og misbrugte senere yderligere fire matchbolde i det meget lange parti.

    Til sidst lykkedes det den hårdt kæmpende Borna Coric at få brudt tilbage til 5-5, da Djokovic blev presset til at sende bolden ud af banen.

    Serberen fik dog brudt igen til 6-5, og i det efterfølgende parti kom forløsningen for Djokovic, da Borna Coric på den tiende matchbold sendte bolden ud af banen.

    I næste runde får Djokovic sin sag for, når han skal møde Dominic Thiem.

    Den femteseedede østriger er ganske vist bagud 1-5 i indbyrdes kampe mod serberen, men Dominic Thiem vandt det seneste møde, kvartfinalen i French Open sidste år.

    Østrigeren er de seneste to år nået frem til semifinalen ved den franske grand slam-turnering på grus.

    Hvis Novak Djokovic også klarer den hurdle, venter muligvis den ultimative spiller på grus i kvartfinalen, topseedede Rafael Nadal.

    Nadal spillede sig også videre onsdag med en sikker sejr i to sæt over sloveneren Aljaz Bedene. Spanieren vandt 6-1, 6-3 og skal møde russeren Karen Khachanov før et eventuelt møde med Djokovic.

    Nadal har ti gange vundet turneringen i Monte Carlo, blandt andet de seneste to år. Nadal sad over i første runde.

    Novak Djokovic har to gange vundet ATP-turneringen i Monte Carlo, i 2013 og 2015.

    /ritzau/