En 47-årig mand blev tirsdag fundet død i en lejlighed på Søndergade i Nakskov.
Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, der behandler sagen som en drabssag.
– Den afdøde blev fundet under omstændigheder, der gør, at vi behandler sagen som manddrab, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn Nielsen i en pressemeddelelse.
Han siger ligeledes, at politiet ikke kan komme med yderligere detaljer, da sagen er under efterforskning.
Politiet modtog tirsdag eftermiddag 16.38 en anmeldelse om, at en mand var fundet livløs i lejligheden.
Da politiet ankom til stedet, fandt man den 47-årige død.
Mandens pårørende er blevet underrettet.
Gerningsstedet har i løbet af natten været afspærret af Hjemmeværnet, og der skal nu foretages yderligere undersøgelser på stedet.
I forbindelse med efterforskningen opfordrer politiet borgere, der kan have bemærket noget usædvanligt i nærheden af gerningsstedet i løbet af tirsdag eftermiddag, om at henvender sig til politiet.
Tirsdag aften kom det frem, at politi og teknikere arbejdede i et område omkring Søndergade og Kattesundet i Nakskov.
Her kunne man dog ikke oplyse, hvad det drejede sig om.
/ritzau/











