Flere skud affyret i boligområde i Vordingborg

    Der er natten til onsdag blevet affyret tre skud mod et hus på Rønnebærvej i Neder Vindinge lidt udenfor Vordingborg.

    Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

    En bil er blevet set køre fra stedet i høj fart.

    Der var personer til stede i huset, men ingen blev ramt, oplyser vagtchef Jan Nielsen.

    I forbindelse med efterforskningen af skyderiet har politiet afspærret området omkring huset.

    Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet 02.28.

    Politiet har onsdag morgen ingen kommentarer til, hvad motivet bag skyderiet kan være.

    /ritzau/