Selvmordsbombe koster otte mennesker livet i Libyen

    Otte personer er blevet dræbt i et selvmordsangreb i det østlige Libyen.

    Det oplyser sikkerheds- og hospitalskilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Gerningsmanden kørte en bil fyldt med sprængstoffer ind i et checkpoint i byen Ajdabiya sent torsdag aften, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Blandt de dræbte er flere civile.

    Angrebet skete i den østlige udkant af byen, der ligger syd for Benghazi, fortæller militærkilder.

    Det er fortsat uvist, hvem der står bag angrebet, da ingen endnu har taget skylden for det.

    Ud over de dræbte blev flere andre såret under angrebet.

    Ajdabiya er ligesom store dele af det østlige Libyen kontrolleret af styrker, der er allieret med en parallelregering i regionen.

    /ritzau/