Unge i Washington og København marcherer for våbenkontrol

    Hundredtusinder af unge i USA vil lørdag marchere for øget våbenkontrol, og de får støtte af mange ligesindede verden over.

    Demonstrationen kaldes March for Vores Liv, og i USA er den arrangeret af de skoleelever, der overlevede sidste måneds skoleskyderi i Florida, hvor 17 personer blev dræbt.

    De unge vil lørdag bringe deres krav om skrappere våbenkontrol til Washington og en lang række andre amerikanske byer. Men demonstrationen har vækket sympati og spredt sig over hele verdenen.

    I alt 841 demonstrationer er lørdag arrangeret på verdensplan i sympati med de amerikanske unge, oplyser arrangørerne på deres hjemmeside.

    Demonstranterne over hele verden vil marchere med det formål, at skoleelevers liv og sikkerhed prioriteres højere.

    De ønsker at gøre en ende på volden med våben og de masseskyderier, der har plaget skoler i USA i mange år.

    De verdensomspændende demonstrationer vil lørdag løbe af stablen i lande lige fra Chile til Japan.

    Også i København vil en march finde sted foran den amerikanske ambassade klokken 12.

    – Vi marcherer for at vise vores support med de unge i USA, siger Rachel Webster Klausen, der er en af arrangørerne bag den danske march.

    – Vi håber, at vi med de i alt 841 demonstrationer verden over vil kunne komme et stort skridt tættere på at gøre en ende på våbenvolden. Vi håber, at lovgiverne vil se og høre os og gennemføre en lovmæssig stramning af våbenkontrollen, siger hun.

    USA’s skoleskyderier medfører normalt kortvarige debatter om kontrollen med våben. Men våbenlobbyen NRA (National Rifle Association) har oftest held til at bremse kravene om skærpede regler.

    Efter massakren i Florida er der dog sket det usædvanlige, at de overlevende elever har organiseret sig og højlydt udtrykt deres utilfredshed.

    De mange demonstrationer lørdag er den foreløbige kulmination.

    /ritzau/