Snefygning har fået bilister til at tørne sammen

    Kraftig snefygning på Sydsjælland og Falster giver lørdag store problemer for trafikken.

    Tidligt lørdag formiddag skete der tre-fire ulykker på Sydmotorvejen mellem Vordingborg og Nørre Alslev. Senere på formiddagen skete der yderligere et par ulykker, så trafikken blev berørt helt op til Udby.

    Det oplyser vagtchef Ove Christoffersen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

    Der meldes om tilskadekomne. Blandt andet er fem kommet til skade i en ulykke på Farø. Ingen er tilsyneladende kommet alvorligt til skade.

    Sydmotorvejen har været lukket i begge retninger i adskillige timer på strækningen mellem Nørre Alslev på Nordfalster og Udby i Sydsjælland, mens der blev ryddet op efter ulykkerne.

    Også Farøbroerne var lukket for trafik.

    Først ved 12.30 tiden var kunne Vejdirektoratet og politiet oplyse, at motorvejen og broerne var genåbnet. I sydgående retning var kun et spor åbent i første omgang.

    Ifølge vagtchefen sker ulykkerne, fordi bilisterne kører for stærkt og for tæt, selv om det fyger kraftigt i området.

    – Ulykkerne sker, når bilisterne pludselig kommer ud på en strækning, hvor det fyger kraftigt. Her er sigtbarheden kun fem-ti meter, siger Ove Christoffersen.

    Der er ikke oplysninger om, hvor mange biler der har været involveret i ulykker lørdag formiddag.

    Politiet advarer om kraftig snefygning på tværs af motorvejen og ringe sigtbarhed.

    Også andre steder i landet har kraftige vindstød givet problemer. Ved den dansk-tyske grænse ved Padborg blæser det så kraftigt, at Dannebrog ikke kan hejses ved grænseovergangen.

    Både flag og flagstænger går i stykker, hvis der flages, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    /ritzau/