Dansk toptræner fyret i rumænske topklub

    Det er slut med at stå i spidsen for den rumænske topklub CSM Bucuresti for danske Helle Thomsens vedkommende.

    Fredag blev den 47-årige danske håndboldtræner fyret i den rumænske klub. Det bekræfter hun over for TV2 Sport.

    – Ja, det er rigtig nok. Jeg vidste det allerede inden vores kamp i dag, at jeg var fyret, siger Helle Thomsen.

    Den tidligere FC Midtjylland-træner flyttede til Rumænien for et år siden for at overtage klubben, der på det tidspunkt var forsvarende mester i Champions League.

    Klubben er en af de mest prominente i kvindehåndbold, og klubben er stadig med i Champions League-turneringen i denne sæson.

    Helle Thomsen er dog fattet og vidste på forhånd, at kravene er store i klubben.

    – Jeg kendte den præmis, da jeg tog herned, så fyringen kommer ikke som noget chok. Vi har jo tabt nogle kampe i Champions League og ikke spillet godt i alle kampe.

    – Klubben vil gerne lave en ændring her før kvartfinalerne i Champions League, og det accepterer jeg, siger Helle Thomsen.

    CSM Bucuresti skal i kvartfinalen møde franske Brest, og holdet fører med 15 point ned til nummer to i den rumænske liga.

    Helle Thomsen er også landstræner for Holland i øjeblikket.

    /ritzau/