Ruslands efterforskningskomité meddeler, at den indleder en efterforskning af nervegiftangrebet på den tidligere dobbeltspion Sergej Skripals datter i Storbritannien.
Komitéen, der tager sig af de alvorligste former for forbrydelser, er parat til at arbejde sammen med de britiske myndigheder, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Efterforskningskomitéen siger, at datteren til Sergej Skripal, Julia, er russisk statsborger.
Samtidig har den russiske komité indledt efterforskning af, hvad den kalder et drab på en anden russer i Storbritannien. Nikolaj Glusjkov, som blev fundet død mandag 12. marts i London. Han blev 68 år.
Glusjkov arbejdede sammen med den afdøde russiske milliardær Boris Beresovskij.
Russiske efterforskere understreger i samme erklæring, at de er parate til at samarbejde med de britiske instanser, som efterforsker de to sager.
/ritzau/











