Fransk domstol opretholder domme til Carlos Sjakalen

    Ilich Ramirez Sanchez, der blev kendt som den revolutionære “Carlos Sjakalen”, fik torsdag opretholdt en tredje livstidsdom i en ankesag om et dødeligt bombeangreb i Paris i 1974.

    Carlos var ikke til sted i retssalen for at høre dommerens afgørelse, som er en opretholdelse af en livstidsdom fra marts sidste år. Dommen var for et granatangreb på en butik i Paris, hvor to blev dræbt og 34 blev såret.

    Sjakalen Carlos afsoner sine livstidsdomme i et fransk fængsel for drab på mindst 85 mennesker.

    Den venezuelanske Carlos blev også i juni 2013 idømt livsvarigt fængsel for en stribe bombeattentater i Frankrig for over 30 år siden.

    Sjakalen har i interviews fortalt, at han stod bag eller var involveret i en lang række andre angreb, hvori flere hundrede mennesker blev dræbt.

    Efter flere år på flugt blev han i 1994 anholdt i Sudan og udleveret til Frankrig.

    I 1997 blev Carlos idømt livsvarigt fængsel for drab i Paris i 1975 på to politifolk og et tidligere medlem af PFLP, der var begyndt at samarbejde med politiet.

    Han blev senere fundet skyldig i bombeangreb i Paris og Marseille i 1982 og 1983 – blandt andet mod tog, hvor han dræbte 11 og sårede næsten 150.

    /ritzau/AFP