Færre søgte optagelse på en videregående uddannelse via kvote 2 i år. Her er det ikke kun karaktererne, der tæller, men også andre erfaringer som for eksempel udlandsophold, erhvervserfaring, og anden uddannelse.
I alt 52.891 har søgt, viser en foreløbig opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet kort efter ansøgningsfristen torsdag klokken 12.
Det er 1484 færre ansøgere end sidste år, hvilket svarer til et fald på tre procent.
– Det er de kloge hoveder, der skal bringe Danmark frem. Så det er glædeligt, at mange har søgt om optagelse på en videregående uddannelse, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) i meddelelsen.
– Nu bliver det interessant at se nærmere på, hvilke uddannelser de har søgt ind på, siger han.
Det samlede antal ansøgere til en videregående uddannelse i år bliver offentliggjort i juli, når fristen for at søge optagelse via kvote 1 udløber.
/ritzau/











