2300 betjente stormer fængsel i Bolivia og dræber seks

    Over 2000 politibetjente stormede onsdag morgen lokal tid et fængsel i Bolivia og dræbte seks indsatte i en aktion, der også efterlod flere end 20 mennesker såret.

    Det oplyser bolivianske myndigheder.

    Viceindenrigsminister Jose Luis Quiroga fortæller, at de dræbte i Palmasola-fængslet var indsatte, som “modsatte sig politiet”.

    Politiet oplyser, at seks politibetjente og 18 indsatte blev såret i operationen, som blev iværksat for at afsøge fængslet for våben og narkotika i kølvandet på et fangeoprør.

    Omkring 2300 politibetjente stormede fængslet kort før daggry. Det sker kun en uge efter et oprør, der blev udløst af en ny lov, som forbyder børn under seks år at besøge fængslede familiemedlemmer.

    Mange hustruer og børn lever frivilligt i Palmasola-fængslet sammen med deres fængslede mænd og fædre.

    Kvinder og børn fik lov til at forlade fængslet, før razziaen gik i gang. Det oplyser viceindenrigsminister Jose Luis Quiroga.

    /ritzau/AFP