Billund Lufthavn havde i 2017 flere passagerer og mere luftfragt end tidligere.
Det har resulteret i et overskud på 63,3 millioner kroner, hvilket er det bedste nogensinde.
Bestyrelsesformand Clas Nylandsted Anders er godt tilfreds med året, der gik.
– Vi har gennem de seneste otte år oplevet passagervækst og positive økonomiske resultater som en følge af en ambitiøs og målrettet indsats for at udvikle den internationale tilgængelighed i det jysk-fynske område.
– I løbet af de seneste ti år har vi øget passagertallet med 50 procent, og vi ser ingen grund til, at det ikke skulle kunne fortsætte i de kommende år, siger han i en pressemeddelelse.
Lufthavnens omsætning var i 2017 på 773 millioner kroner. Året før var tallet 714,1 millioner kroner.
/ritzau/











