Enhedslisten kalder justitsminister Søren Pape (K) i samråd i sagen om sletningen af københavnske politichefers e-mailkonti i forbindelse med Tibetsagen.
Det sker efter DR-programmet P1 Orienterings historie om, at den øverste politiledelse fik slettet e-mails om Tibetsagen, hvor en ulovlig ordre blev givet.
Tibetsagen handler om demonstranter, som blev forhindret i at vifte med Tibet-flag under præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i 2012.
Sagen skaber mistillid til politiet. Det mener Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.
Hun undrede sig allerede i december, da Tibetkommissionen konkluderede, at det var to mellemledere i Københavns Politi, der på eget initiativ havde givet ordren om at fjerne flagene fra demonstranterne.
– Med DR-Orienterings afsløring mandag af, at fem af politiets topchefer fik slettet deres e-mailkonti, inden Tibetkommissionen kunne få adgang til dem, har vi en mulig forklaring, siger Rosa Lund i en skriftlig kommentar.
– Det skaber dyb mistillid til myndighederne, at vigtige e-mails kan være slettet i en kontroversiel sag, hvor nogle af vores helt centrale, grundlovssikrede rettigheder er på spil, siger hun.
Mandag udtalte Pape følgende til DR i en skriftlig kommentar til sagen:
– Der kan sikkert være forskellige årsager til, at myndighederne i dag ikke har ensartet praksis på området, men jeg synes, det ser en smule mærkeligt ud.
– Derfor vil Justitsministeriet nu se nærmere på området, og jeg kan samtidigt forstå, at Rigspolitiet allerede nu kigger på egne regler for opbevaring af slettede mails, sagde Pape.
/ritzau/











