Dansk våbenhandler i Sydafrika fik kronvidne dræbt

    Danske Peter Frederiksen har torsdag fået sin straf ved en domstol i Bloemfontein i Sydafrika.

    Retten idømmer danske Peter Frederiksen to gange livsvarigt fængsel.

    Det skriver det lokale medie OFM.

    Straffen får danskeren for drab og voldtægt af et barn. Hver forbrydelse udløser en livstidsdom.

    I november blev han kendt skyldig i medvirken til drab på sin ekskone, voldtægt af en lille pige og bedrageri.

    Frederiksen er desuden skyldig i produktion og distribution af børneporno. Sagen blev udskudt, da danskeren ville mentalundersøges. En rapport om blandt andet danskerens mentale tilstand blev derfor fremlagt tirsdag.

    Få et overblik over sagen her:

    * Retssagen mod Peter Frederiksen begyndte 14. august med 61 anklagepunkter. De blev siden reduceret til 38.

    * Ifølge det oprindelige anklageskrift skal våbenhandleren Peter Frederiksen have afskåret klitorisser mod kvinders vilje i sit hjem i byen Bloemfontein. Her fandt politiet for to år siden 21 dele af kvindelige kønsorganer i danskerens fryser.

    * Men de i alt 19 tiltalepunkter for skamfering og anklagen for at have opbevaret delene af kønsorganerne ulovligt blev frafaldet.

    * Ifølge Sydafrikas National Health Act 61 er det ulovligt at fjerne menneskeligt væv uden for et hospital eller uden en skriftlig autorisation.

    * Men en manglende strafferamme ledte 14. september til, at anklagemyndigheden opgav denne del af tiltalen mod danskeren.

    * Det var på grund af fundet af delene af kønsorganer, at Peter Frederiksen overhovedet blev anholdt i september 2015.

    * Sagen har kørt ved en domstol i byen Bloemfontein. Danskeren har sagen igennem nægtet sig skyldig.

    * Godt en måned efter anholdelsen blev hans ekskone, der anmeldte Frederiksen, skudt og dræbt i det lille kongerige Lesotho. Den 28-årige kvinde var kronvidnet i sagen med Frederiksen.

    * Den 6. november blev danskeren kendt skyldig i 36 af anklagerne. Han blev fundet skyldig i medvirken til drabet på sin ekskone, voldtægt af et barn og bedrageri. Desuden er han skyldig i produktion og distribution af børneporno. Han blev frifundet for to anklager om voldtægt.

    * Anklager Amanda Bester krævede tirsdag danskeren idømt livstid for drabet på ekskonen og endnu en livstidsstraf for voldtægt af barnet.

    /ritzau/