USA: Taliban udtrykker interesse for at snakke om fred

    USA’s længste krig kan være et lille skridt tættere på at nå en ende.

    I hvert fald mener USA’s forsvarsminister, Jim Mattis, at han ser tegn på samarbejdsvilje hos oprørsgruppen Taliban.

    Det siger han tirsdag morgen dansk tid i forbindelse med et uanmeldt besøg i den afghanske hovedstad, Kabul.

    USA har været i Afghanistan siden oktober 2001, og amerikanerne har fastslået, at fred i landet skal ske gennem samtaler mellem den afghanske regering og Taliban. I sidste ende skal det ende med en politisk aftale.

    – Der har været nogle grupperinger – små grupperinger – i Taliban, der har givet udtryk for en interesse i at snakke, siger forsvarsministeren.

    – Med andre ord, så drejer det sig ikke om hele Taliban. Det er måske også for meget at forvente. Men der er dele af Taliban, som helt sikkert er interesserede i at snakke med den afghanske regering, lyder det.

    /ritzau/AP