Tui-fly mod København sikkerhedslander i Stockholm

    Et fly fra rejseselskabet Tui, der søndag skulle flyve fra Krabi i Thailand til København, er sikkerhedslandet i Stockholm. Det oplyser rejseselskabet til Ekstra Bladet.

    Kaptajnen valgte en sikkerhedslanding, der ikke er det samme som en nødlanding, fordi det var det mest ansvarlige, oplyser Tui til avisen.

    Flyet med flynummeret 12375 fra Krabi, Thailand, skulle være landet i København klokken 15.30 og var blevet en smule forsinket undervejs. Flyet landede i stedet i Stockholm ved 16-tiden.

    Tui oplyser ikke til Ekstra Bladet, hvorfor flyet landede i Stockholm.

    Ifølge Ekstra Bladet har en passager oplyst, at personalet på flyet har oplyst, at flyet manglede brændstof til at flyve igennem tågedis til København.

    Passageren oplyser til avisen, at flyet efterfølgende ikke kunne flyve videre, fordi den pilot, der skulle overtage flyet, var kørt galt på parkeringspladsen.

    Det står ikke klart, hvordan passagererne kommer til København fra Stockholm. Tui arbejder ifølge deres pressechef på at finde en løsning.

    /ritzau/