OVERBLIK: Her er sagen mod den tidligere frikirkepræst

    En tidligere frikirkepræst er tirsdag fundet skyldig i anklager om seksuelt misbrug af otte børn og unge fra en menighed i Silkeborg.

    Læs om sagen her.

    * De seksuelle krænkelser fandt ifølge anklageskriftet sted i perioden fra 2006 til 2011.

    * Krænkelserne spænder ifølge anklagen fra andet seksuelt samkvem end samleje til blufærdighedskrænkelser.

    * Manden var tiltalt efter paragraf 223 i straffeloven, den såkaldte skolelærerparagraf.

    * Det handler om, at en person misbruger sin stilling til at skaffe sig sex med en person under 18 år, som er betroet den pågældende person til undervisning eller opdragelse.

    * Midt- og Vestjyllands Politi begyndte allerede i 2010 at modtage oplysninger om præstens grænseoverskridende adfærd.

    * Men oplysningerne var dengang ikke tilstrækkelige til, at politiet kunne løfte bevisbyrden og føre en sag mod ham.

    * I 2011 rejste ungdomspræsten til Florida, USA, hvor han blev amerikansk statsborger og etablerede en ny menighed.

    * I 2016 stod flere af de unge fra menigheden i Silkeborg frem med anklagerne mod præsten, og det fik præsten til at indvilge i at rejse tilbage til Danmark for at konfrontere beskyldningerne.

    * Den 30-årige mand har været varetægtsfængslet siden marts 2017.

    Kilder: Ritzau, anklageskriftet.

    /ritzau/