Vrag af amerikansk hangarskib fra søslag i 1942 er fundet

    Vraget af det amerikanske hangarskib USS Lexington, der blev sænket under Anden Verdenskrig, er fundet.

    Det oplyser den amerikanske stillehavsflåde ifølge BBC.

    Hangarskibet er fundet cirka 800 kilometer ud for Australiens østkyst på cirka tre kilometers dybde.

    Det er et eftersøgningshold anført af Paul Allen, medstifter af Microsoft, der søndag opdagede vraget.

    Eftersøgningsholdet har offentliggjort videoer af vraget og nogle af fly, der også ligger på havbunden.

    Skibet gik ned i et slag med japanske krigsskibe. Slaget stod på fra 4. til 8. maj 1942. Flere end 200 af de amerikanske besætningsmedlemmer mistede livet under kampene.

    Hovedparten af besætningen blev reddet af andre amerikanske flådefartøjer, før hangarskibet forsvandt i dybet.

    – Selv om Lexington blev tabt i slaget om Koralhavet, så lammede hendes mænds tapre indsats det japanske imperiums hangarskibe Shokaku og Zuikaki så voldsomt, at de var ude af stand til at deltage i Midway, som satte scenen for en allieret sejr, skriver U.S. Pacific Command i et tweet.

    Den japanske flåde led store tab i søslaget om Midway, der fandt sted i begyndelsen af juni 1942 i cirka 2000 kilometers afstand fra Hawaii.

    Mens USA mistede et enkelt hangarskib, 98 fly og godt 300 mand, så mistede Japan fire hangarskibe, næsten 250 kampfly og over 3000 mand.

    Dermed var den japanske flådeovervægt i Stillehavet sat over styr, og Slaget ved Midway kom derfor til at markere et vendepunkt i Stillehavskrigen, fremgår det af Den Store Danske.

    /ritzau/