OVERBLIK: Norsk elitesoldat taler ud om drab og dom i Afrika

    For første gang siden hjemkomsten sidste år fra en mission i DRCongo fortæller Joshua French tirsdag sin version af den skæbnesvangre tur.

    Her følger et overblik over sagen:

    * Joshua French, som er tidligere elitesoldat, er 35 år. Han er både norsk og britisk statsborger. Han etablerede for omkring ti år siden et sikkerhedsfirma i Uganda med den nu afdøde kammerat Tjostolv Moland.

    * French og Moland var i DRCongo, da deres chauffør blev dræbt 5. maj 2009. Begge blev anholdt og mistænkt for drabet. Begge nægtede sig skyldige.

    * Den militære ankedomstol i Kisangani dømte dem 10. juni 2010 til døden for spionage, ulovlig våbenbesiddelse, drabsforsøg, væbnet røveri og for at have dannet en kriminel gruppe. Kun Moland blev dømt for selve drabet.

    * Nordmændene ankede ikke dødsdommen, da de håbede at få lov til at afsone dommen i Norge.

    * 18. august 2013 blev 32-årige Tjostolv Moland fundet død i sin fængselscelle, som han delte med French i et militærfængsel i Kinshasa.

    * Først lød konklusionen fra myndighederne, at det var et selvmord.

    * 6. december blev Joshua French tiltalt for drab på kammeraten.

    * French blev 19. februar 2014 idømt livstid ved en militær domstol i Kinshasa for overlagt drab på Moland.

    * I august 2014 blev han anklaget for at have forsøgt at flygte. Han havde på det tidspunkt på grund af svagt helbred fået lov at bo under bevogtning i en lejlighed.

    * Norske myndigheder gjorde en indsats for at få ham benådet eller overført til afsoning i Norge.

    * 17. maj, på Norges nationaldag, bekræftede statsminister Erna Solberg sidste år, at French var blevet overført til Norge.

    * I september 2017 blev Joshua French udskrevet fra et sygehus i Norge.

    * Tirsdag 27. februar 2018 udtalte den 35-årige nordmand sig for første gang efter hjemkomsten offentligt om sagen i detaljer.

    Kilde: NTB

    /ritzau/