Stadig færre EU-borgere flytter til Storbritannien

    Nettoindvandringen, som er indvandring fratrukket udvandring, af EU-borgere til Storbritannien er næsten halveret i perioden fra september 2016 til september 2017.

    Det viser nye tal fra det britiske Office for National Statistics (ONS).

    Mens nettoindvandringen til Storbritannien fra ikke-EU-lande ramte det højeste antal i næsten seks år, er kun 90.000 EU-borgere flyttet til Storbritannien i løbet af de 12 måneder. Det er en nedgang fra 165.000 i forhold til samme periode fra 2015 til 2016.

    Håbet om en reducering i antallet af migranter var en stor årsag til, at et flertal af briterne stemte ja til at forlade EU ved en afstemning i juni 2016. Men en af konsekvenserne ved det forestående brexit er nu, at virksomheder i Storbritannien lider.

    Det fortæller Neil Carberry, administrerende direktør for mennesker og infrastruktur i den britiske erhvervsorganisation Confederation of British Industry.

    – For at være i stand til at konkurrere er Storbritannien nødt til at være et sted, som folk har lyst til at komme til for at arbejde. Og på beklageligvis er det i stigende grad ikke sådan et sted, siger han.

    /ritzau/Reuters