Ishockey-overraskelse: Tyskland sender Sverige hjem fra OL

    I onsdagens fjerde og sidste kvartfinale i OL-turneringen i ishockey leverede tyskerne en gedigen overraskelse, da de sendte Sverige hjem.

    Tyskerne vandt 4-3 efter overtid, og hele kampen igennem var det svenskerne, der haltede bagefter.

    Allerede i første periode bragte tyskerne sig på både 1-0 og 2-0, og da der ikke blev scoret i anden periode, var der stort pres på de svenske favoritter før de sidste 20 minutter.

    Svenskerne fik godt nok reduceret til 1-2, men da Dominik Kahun øgede til en tysk 3-1-føring med under 12 minutter igen af kampen, lugtede det for alvor af en stor overraskelse.

    Det lykkedes imidlertid svenskerne at få både reduceret og udlignet kort efter den tyske scoring, og så stod der 3-3 på tavlen.

    Det gjorde der også efter de ordinære 60 minutters spilletid, og så måtte kampen ud i overtid. Her slog tyskerne til efter halvandet minut. Patrick Reimer blev den helt store helt.

    Dommerne skulle lige se den afgørende scoring igennem på video for at sikre, at alt var gået korrekt til, men hoveddommeren pegede kort efter på pletten, og så var den tyske semifinalebillet i hus.

    Akkurat som for svenskerne blev kvartfinalen også endestationen for USA’s ishockeyhold i Pyeongchang.

    Onsdag tabte USA 2-3 til Tjekkiet efter straffeslag, og dermed er også amerikanerne ude af kampen om medaljer.

    USA har ikke spillere med fra den nordamerikanske ishockeyliga, NHL, der af mange betragtes som verdens stærkeste ishockeyliga.

    Det amerikanske hold består derfor primært af spillere fra det næstbedste hjemlige niveau, AHL, eller fra europæiske klubber.

    Både første og anden periode i onsdagens kvartfinale endte 1-1, og da der ikke blev scoret i hverken tredje periode eller i den forlængede spilletid, skulle der straffeslag til for at finde en vinder.

    Her sikrede tjekkernes Petr Koukal pladsen i semifinalen, hvor turneringens russiske forhåndsfavoritter venter. Russerne, der stiller op under neutralt flag i Pyongchang, vandt onsdag med 6-1 over Norge.

    Canada er også klar til medaljekampene efter en sejr på 1-0 over Finland i kvartfinalen.

    Maxim Noreau scorede kampens enlige mulige i tredje periodes første minut, og trods et tungt pres til slut lykkedes det ikke finnerne at fremtvinge en forlængelse. Canada møder Tyskland i semifinalen.

    Begge semifinaler spilles fredag, mens finalen spilles søndag.

    /ritzau/