Fængselsbetjente indberetter langt sjældnere end tidligere til Politiets Efterretningstjeneste (PET), at indsatte kan være blevet radikaliseret.
Sidste år var der 60 indberetninger, oplyser Kriminalforsorgen til Ritzau, hvilket er halvt så mange som i 2016. Og langt færre end i 2015, som er det år, hvor den radikaliserede Omar El-Hussein dræbte to personer i København.
Efter fængslingen tirsdag af en 29-årig mand i en sag om et voldsomt økseoverfald i Birkerød oplyste politiet, at PET havde fået besked om, at han havde “stiftet bekendtskab med militant islamisme”.
Det var “andre danske myndigheder”, der var kommet med oplysningen til PET. Onsdag vil PET ikke svare på, hvornår man modtog underretningen eller fra hvem.
Kun ti dage efter løsladelsen fra en dom for røveri begik han – ifølge politiets sigtelse – lørdag aften det voldsomme overfald på to unge i Birkerød. Med slag fra en økse forsøgte han at dræbe de to, mener politiet.
Efter en intens menneskejagt blev han sent mandag aften anholdt i en sexklub på Istedgade i København.
Forinden skal han have begået røveri mod en bank i Ringsted, oplyser politiet, som har fortalt, at hans flugtbil blev fundet i Herfølge.
I retsmødet tirsdag blev det oplyst, at han nægter sig skyldig. Han sad uroligt på stolen og skal mentalundersøges.
I weekenden sagde hans far til flere medier, at sønnen var blevet stærkt forandret under afsoningen af røveridommen. Han havde tabt sig, var bange og ikke sig selv længere.
Kriminalforsorgen ønsker ikke at svare på, om den 29-årige blev indberettet til PET.
I Kriminalforsorgen er det rutine, at man indberetter til PET, hvis en indsat udviser tegn på at være radikaliseret. I 2015 blev det til 212 indberetninger. I 2016 var antallet 115 – og sidste år var det altså kommet ned på 60.
I Kriminalforsorgen understreges det, at indberetninger drejer sig om de bekymringer, man har – og at det ikke nødvendigvis betyder, at den indsatte faktisk er blevet radikaliseret.
/ritzau/