De danske curlingkvinder rundede onsdag vinter-OL af med et nederlag til de sydkoreanske værter.
Skipper Madeleine Dupont og resten af holdet gav op efter syv ender og tabte 3-9.
Dermed endte legene i Pyeongchang med otte nederlag og blot en enkelt dansk sejr. Den faldt lidt overraskende i sidste uges opgør mod Canadas regerende verdensmestre.
Dupont og co. bragte sig foran med 2-1 mod Sydkorea i tredje ende, men i fjerde og femte ende satte sydkoreanerne eftertrykkeligt Danmark på plads og bragte sig på 6-2.
Da Sydkorea lidt senere tog syvende ende med 3-0, var der ikke mere tilbage at spille om.
De danske kvinder slutter vinter-OL i Pyeongchang på sidstepladsen. Det samme er tilfældet for de danske mænd, der anført af skipper Rasmus Stjerne tabte syv kampe og vandt to.
/ritzau/