Vestager uddeler milliardbøder for karteller i bilbranchen

    EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, uddeler bøder til tre forskellige karteller, der har været med til at gøre biler dyrere i Europa.

    Samlet løber bøderne op i 546 millioner euro. Det er omkring fire milliarder kroner.

    Bøderne går til rederier, der fragter nye biler og lastbiler til Europa, og til leverandører af tændrør og bremsesystemer.

    Margrethe Vestager siger, at kartellerne har skadet europæiske forbrugere ved at hæve omkostninger på transport og komponenter.

    De har også skadet konkurrenceevnen i den europæiske bilindustri, hvor 12 millioner mennesker arbejder i EU.

    – Vi tolererer ikke konkurrencebegrænsende adfærd, der påvirker europæiske forbrugere og industrier, siger Margrethe Vestager.

    /ritzau/