Mand på 88 år er indlagt efter hjemmerøveri

    I flere dage har en mand på 88 år været indlagt på sygehus, efter at han i sidste uge blev overfaldet af unge hjemmerøvere på Overby Lyng på Sjællands Odde.

    I alt er fire unge, der er mellem 15 og 17 år, blevet anholdt i sagen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi onsdag.

    Ved røveriet stak gerningsmændene af med blandt andet hvaltænder og forskellige skydevåben.

    Offeret har været indlagt i godt fem dage efter den ubehagelige oplevelse. I første omgang mente han, at de havde talt et udenlandsk sprog, men i en pressemeddelelse onsdag skriver politiet, at de fire anholdte alle er danske.

    Flere borgere har hjulpet politiet i opklaringsarbejdet, efter at man bad om hjælp fra offentligheden.

    De unge er blevet anholdt på forskellige adresser i Odsherred.

    – Ud fra afhøringerne er politiet sikre på, at det er de rette personer, som vi har anholdt, hedder det.

    En dommer i Holbæk skal onsdag eftermiddag afgøre, om de fire skal varetægtsfængsles – hvilket i givet fald formentlig vil betyde, at de skal indespærres på en lukket institution.

    /ritzau/