Det amerikanske konglomerat M3 har indgået forlig i en sag anlagt af delstaten Minnesota over beskyldninger om årtiers miljøforurening.
Det oplyser M3, der producerer værktøj og kontorartikler, tirsdag.
M3 oplyser således, at det vil investere 850 millioner dollar – eller godt 5,1 milliarder kroner – i en statsfond. Fonden skal sikre vandkvalitet og bæredygtighed.
Sagen begyndte i december 2010, da M3 blev anklaget for at have forurenet Minnesota i mindst 50 år med kemikalier, der sivede ned i jorden og senere ud i floden Mississippi River.
I november sidste år meddelte Minnesota, at delstaten er i kontakt med indbyggere, som lider af helbredsproblemer som følge af kemikalierne. Det gælder blandt andet kræft og for tidligt fødte børn.
Tirsdag, da udvælgelsen af nævningene til retssagen gik i gang, satte M3 en stopper for sagen og indgik forlig. Dog afviser selskabet fortsat påstande om forurening.
– Denne aftale afspejler vores engagement i at udvise integritet og drive forretning på en bæredygtig måde, som er til gavn for alle, der bor og arbejder i Minnesota, udtaler vicedirektør i M3 John Banovetz i en meddelelse.
Guvernør i Minnesota Mark Dayton siger, at han er taknemmelig for, at statsanklager Lori Swanson har løst sagen.
– Denne aftale er et enormt vigtigt skridt mod at beskytte helbredet blandt over 67.000 indbyggere i det østlige Minnesota. De fortjener rent og sikkert drikkevand, udtaler guvernøren i en meddelelse.
3M blev grundlagt i Minnesota for mere end 115 år siden og beskæftiger 16.000 mennesker i delstaten.
Guvernør Mark Dayton tilføjer, at selskabets “mange positive bidrag” i vid udstrækning overgår “disse uheldige omstændigheder”.
M3 er bedst kendt for sin tape og Post-it-sedler.
/ritzau/dpa











