Hjemvendte Kusk: Publikum fortjente mere fra mig

    Det var søndag første hjemmekamp i den stribede AaB-trøje for Kasper Kusk efter sin hjemkomst til Aalborg, da AaB tog imod Brøndby i Alka Superligaen.

    Kampen endte 1-1, selv om Brøndbys forsvarsspiller Hjörtur Hermannsson med sit andet gule kort blev udvist efter en halv time, da han begik et straffespark.

    En god indsats i første halvleg blev ødelagt for Kasper Kusk, da han brændte det efterfølgende straffespark.

    – Jeg havde glædet mig helt vildt til det, og der var mange gamle venner ude at se kampen.

    – Publikum havde fortjent, at jeg scorede på det straffespark, og de havde fortjent at få tre point, siger Kasper Kusk.

    Lyspunkterne var dog til at få øje på i første halvleg, hvor den tidligere FCK-spiller var med i samtlige af hjemmeholdets offensive aktioner.

    Dog faldt niveauet hos den 26-årige AaB’er i anden halvleg, hvor han også blev skiftet ud.

    – Det tager tid for mig, men det bliver bedre for hver kamp, der går.

    – Jeg var med i meget i første halvleg, men jeg gik død efter pausen.

    – Jeg kan godt mærke, at jeg skal helt op på dupperne igen. Det var ellers okay, siger Kusk.

    Angriberen Jannik Pohl fik flere gange i de første 45 minutter velplacerede bolde fra den nye holdkammerat. Derfor ser han et stort perspektiv i det fortsatte samarbejde i AaB’s offensiv.

    – Kasper er vigtig for vores hold. Han har noget af det, vi har manglet. Jeg er sikker på, at han bliver vigtig for mig. Han har noget fart og et blik for dybden, hvilket er rigtig godt for mig, siger Pohl.

    /ritzau/