Bødker fortsætter NHL-fremgangen med mål og assist

    Efter et sløjt efterår ser den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker omsider ud til at være på vej mod storformen i NHL-klubben San Jose Sharks.

    Bødker scorede for anden kamp i træk og leverede også et måloplæg, da San Jose hjemme i Californien besejrede kriseramte Vancouver Canucks med 4-1.

    Den danske forward åbnede scoringen ni minutter inde i første periode, da han satte pucken i nettet fra tæt hold.

    San Joses anden dansker, Jannik Hansen, var med i forarbejdet og blev noteret for en assist til målet, der var Bødkers niende i sæsonen.

    Hjemmeholdet kom foran 3-0, inden den svenske veteran Daniel Sedin reducerede for gæsterne i tredje periode.

    San Jose svarede dog hurtigt tilbage. Bødker var med i opspillet til det 4-1-mål, som Chris Tierney scorede syv minutter før tid, og som blev kampens sidste.

    Mikkel Bødker havde det svært i efteråret, hvor der var langt imellem hans mål og assist, og på et tidspunkt blev han endda sat af holdet.

    Men i det nye år har den højtlønnede dansker fået gang i spillet. 14 af hans foreløbig 20 målinvolveringer er kommet efter årsskiftet.

    San Jose Sharks har efter sejren 70 point for 58 kampe og ligger på en slutspilsplads i Pacific Division.

    /ritzau/