Nicolai Boilesen: Vi fejlede defensivt som hold

    Hvis man skal vinde over et klassehold som Atlético Madrid, så skal man score på sine chancer og stå stærkt defensivt.

    Det mener FC København-spilleren Nicolai Boilesen, som erkender, at ingen af delene lykkedes for hjemmeholdet i torsdagens 1-4-nederlag i den første af to kampe om at komme videre til ottendedelsfinalen i Europa League.

    – Vi skabte rigeligt med chancer til at score flere mål mod et af de bedste defensive hold i Europa. Offensivt var det godkendt, selv vi skulle have sparket nogle flere af vores chancer i kassen.

    – Det var som hold, at vi fejlede defensivt, siger Boilesen.

    I begyndelsen af kampen begik FCK-forsvaret flere individuelle fejl, som dog ikke endte med at koste noget.

    Siden kom FCK tilmed foran 1-0, men de defensive fejl i FCK-forsvaret var ikke blevet elimineret. Det udnyttede spanierne til at score fire gange.

    – I sidste ende var det individuelle fejl, der satte dem i gang, og så er det svært at vinde sådan en fodboldkamp, siger Boilesen.

    På torsdag venter returopgøret i Madrid, og det handler nu om noget andet end det videre avancement i turneringen for FCK’s vedkommende.

    – Jeg ville nok stå og lyve, hvis jeg sagde, at den bliver 4-0 til os dernede. Men det betyder jo ikke, at vi er ligeglade med den kamp.

    – Som hold får vi stor erfaring af at spille de her kampe på dette niveau. Man tager mere med fra sådan en kamp, end man lige tror.

    – Selvfølgelig er vi meget skuffede på nuværende tidspunkt, men vi skal også tage de positive ting med videre, siger Boilesen.

    /ritzau/