Russisk kunstskøjteløber opnår historiens bedste score

    Kunstskøjteløberen Evgenia Medvedeva leverede søndag en historisk bedrift, da russeren under vinter-OL i Sydkorea blev tildelt den højeste score, der nogensinde er blevet givet.

    I kvindernes korte program modtog Medvedeva en bedømmelse på 81,06 point efter en serie af tekniske perler på isen i Pyeongchang.

    Sidste år var den 18-årige russer den første i historien, der passerede den ellers magiske grænse på 80 point.

    Ingen af konkurrenterne var ifølge dommernes bedømmelse i nærheden af at nå Medvedevas niveau. Den italienske veteran Carolina Kostner fik 75,10 point, hvilket var den næsthøjeste score.

    Evgenia Medvedeva er dobbelt verdensmester. Hun stiller op i Pyeongchang under neutralt flag som følge af Ruslands udelukkelse på grund af landets problemer med doping.

    Den unge russer har ikke haft den nemmeste optakt til vinter-OL, da hun i slutningen af 2017 fik konstateret et brud på foden.

    Efter en pause på to måneder gjorde hun comeback umiddelbart før legene i Pyeongchang.

    /ritzau/