Sydkoreas præsident holder historisk møde med nordkoreanere

    Sydkoreas præsident Moon Jae-in er vært for et møde med en række nordkoreanske diplomater – deriblandt den nordkoreanske leder Kim Jong-uns søster, Kim Yo-jong.

    30-årige Kim Yo-jong er det første medlem af Nordkoreas herskende familie, der besøger Sydkorea, siden Koreakrigen sluttede.

    Koreakrigen fandt sted fra 1950-53.

    Mødet finder sted i præsidentboligen, Det Blå Hus, hvor Moon Jae-in rykkede ind i 2017.

    OL i sydkoreanske Pyeongchang har midlertidigt sat en stopper for de stridigheder, som de seneste år er eskaleret mellem de to lande, der engang var samme nation.

    Præsident Moon Jae-in blev blandt andet valgt på et løfte om at forbedre forholdet til styret i Nordkorea.

    /ritzau/