Dronningen besøger prins Henrik på Rigshospitalet

    Dronning Margrethe er fredag eftermiddag ankommet til Rigshospitalet for at besøge prins Henrik.

    Det skriver Ekstra Bladet, der har en reporter på stedet.

    Dronningen er ankommet cirka klokken 16 – kort tid efter prins Joachim, som har taget sine to ældste sønner, prins Felix og prins Nikolai, med.

    Tidligere fredag meddelte hoffet, at prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.

    Også kronprinsesse Mary har besøgt prinsen tidligere fredag. Hun fik selskab af sine ældste børn, prins Christian og prinsesse Isabella. De ankom ved 11-tiden og forlod hospitalet cirka en halv time senere.

    Kongehuset oplyste tidligere fredag, at kronprins Frederik er på vej hjem til Danmark efter at have været i Sydkorea til vinter-OL.

    Det vides ikke præcist, hvornår han ankommer.

    Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar efter et ophold i Egypten.

    Han havde siden 4. januar været i Sharm El Sheik i Egypten, hvor han i mange år har kendt hotelejer Anan el Galaly.

    Senere oplyste kongehuset, at prinsen var blevet undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viste sig at være godartet. Men fredag meddelte kongehuset altså, at prinsens tilstand er forværret.

    /ritzau/