Kevin Magnussen dropper Danmark for at optimere karriere

    Formel 1-køreren Kevin Magnussen (Haas) kommer fremover til at have adresse i Dubai frem for Frederiksberg. Han har solgt sin bolig i Danmark og købt en ny i ørkenstaten.

    Ifølge Kevin Magnussen vil hans nye adresse optimere karrieren, fordi han vil bruge færre timer på transport, fordi Dubai ligger mere centralt end København i forhold til Formel 1-kalenderen. Det siger han til BT.

    – Jeg kan spare rigtig mange rejsedage ved at bo i Dubai – dage jeg kan bruge på fysisk træning, restitution og så videre. Altså på noget, der forhåbentlig kan gøre mig til en bedre Formel 1-kører.

    – Dubai giver også helt nye muligheder for at træne i de temperaturer, som mange af Formel 1-løbene afvikles i, siger Magnussen til avisen.

    Samtidig skifter han også sin fysiske træner Thomas Jørgensen ud med Jakob Hovgaard.

    Årets første Formel 1-grandprix køres i Melbourne 25. marts.

    /ritzau/