Skidronning vinder weekendens anden World Cup-sejr

    Amerikaneren Lindsey Vonn har fået noget, der ligner den perfekte optakt til næste uges vinter-OL, da hun søndag vandt World Cup-løbet i Garmisch-Partenkirchen i Tyskland.

    Hun vandt også lørdagens løb i den alpine World Cup, og dermed står den 33-årige amerikaner nu noteret for 81 World Cup-sejre.

    Med sejren kom hun nærmere Ingemar Stenmarks rekord på 86 World Cup-sejre.

    Det er Vonns tredje World Cup-sejr i træk, og hovedpersonen selv føler sig godt tilpas på pisterne for tiden, fortæller hun.

    – To sejre her er så godt, som det kan blive. Det her var den forberedelse til OL i Korea, som jeg havde drømt om, og jeg føler mig tilpas både fysisk og psykisk, siger Vonn ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Vonn blev noteret for tiden 1 minut og 37,92 sekunder, og det var 11 hundrededele af et sekund hurtigere end italienske Sofia Goggia, der samlet fører World Cuppen.

    Vinter-OL i Pyeongchang blæses i gang torsdag, hvor amerikaneren vil gå efter guldet, efter hun måtte udeblive fra OL i Sotji for fire år siden med en skade.

    Hun har tidligere vundet to olympiske bronzemedaljer, og det var i Vancouver i 2010 i disciplinerne styrtløb og Super-G.

    /ritzau/