Et passagertog og et godstog er søndag stødt sammen nær Columbia i den amerikanske delstat South Carolina.
Politiet oplyser, at to er døde og op mod 70 kvæstet ved ulykken.
De to dræbte var begge om bord i passagertoget.
Nogle af kvæstelserne er kun overfladiske knubs, mens andre har brækket arme eller ben ved ulykken, oplyser en talsmand.
Alle passagerer blev evakueret fra ulykkesstedet. De lokale myndigheder bekræftede ifølge nyhedsbureauet AFP, at 19.000 liter brændstof er lækket ved ulykken, men at der ingen fare er for de lokale beboere.
Passagertogets lokomotiv og flere vogne blev afsporet, oplyser jernbaneselskabet Amtrak.
De nærmeste omstændigheder ved ulykken står ikke klar endnu. Men ifølge Amtrak kom passagertoget og godstoget “i kontakt” med hinanden, skriver AP.
Der var 139 passagerer og otte ansatte om bord i passagertoget.
Ulykken er sket midt om natten. Passagertoget var på vej sydpå fra New York i nord til Miami i Florida, da ulykken skete cirka 02.45 lokal tid.
Det er den anden større Amtrak-ulykke på en uge.
Onsdag kolliderede et tog, der havde republikanske kongrespolitikere om bord, med en skraldebil i Virginia. En person i skraldebilen mistede livet.
/ritzau/











