Danmarks Indsamling runder samlet en milliard kroner

    Flere end 300.000 har doneret i alt 78,9 millioner kroner til børn uden hjem i verdens fattigste lande ved lørdagens store indsamlingsshow på DR 1.

    Dermed runder Danmarks Indsamling, som er blevet afholdt siden 2007, samlet én milliard kroner.

    Det er historisk, siger Anna Rørbæk, der er talsperson for Danmarks Indsamling og chef for kommunikation og public affairs hos Børnefonden.

    Hun mener, at lørdagens donationer vil gøre “en helt afgørende forskel for nogle af de børn i verden, der har det allerværst”.

    – Vi har ved dette års indsamling set børn donere lommepenge, og danske hjemløse lave mad til andre hjemløse, hvor pengene er gået til Danmarks Indsamling.

    – Danskerne og de danske virksomheder har været gavmilde, og de mange tusinde frivillige har gjort en kæmpe indsats. Jeg er taknemmelig og tillader mig at være glad på en masse udsatte børns vegne, siger Anna Rørbæk i en pressemeddelelse.

    Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR står bag Danmarks Indsamling.

    De 78,9 millioner indsamlet i år støtter 12 konkrete projekter, som hjælper børn uden hjem, så de kan få en mere tryg barndom og en bedre fremtid.

    Det år, hvor der blev doneret flest penge til Danmarks Indsamling, var 2010.

    Her blev der indsamlet 130 millioner kroner til akut hjælp til jordskælvsramte Haiti og kvinder i Afrika.

    Ifølge Danmarks Indsamling har de 957 millioner kroner, der blev givet ved de 11 indsamlingsshow fra 2007-2017, hjulpet flere end syv millioner mennesker.

    /ritzau/