IOC: Frikendte russiske atleter er i spil til vinter-OL

    13 russiske atleter og to trænere er kommet i spil til deltagelse ved vinter-OL i Pyeongchang.

    Det oplyser Den Internationale Olympiske Komité (IOC) lørdag.

    En talsmand siger, at et særligt panel skal overveje deres sager hver for sig.

    Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har ophævet 28 russeres livstidskarantæne fra OL. Afgørelsen betyder, at deres resultater fra vinter-OL i Sotji i 2014 ikke længere er annulleret.

    Af de 28 frifundne er de 13 ikke længere aktive, oplyser IOC.

    Med frifindelsen fulgte krav fra Rusland om at få atleterne med til vinter-OL, som begynder 9. februar. Det krav tager IOC nu op til overvejelse.

    – Vi vil kigge individuelt på hver af disse atleter, før vi træffer en beslutning, siger IOC-talsmand Mark Adams lørdag.

    Han tilføjer, at beslutningen bliver truffet før OL’s åbningsdag, og at IOC stadig forbeholder sig retten til at appellere CAS’ beslutning.

    Efter rapporter om omfattende dopingsnyd i Rusland idømte IOC’s disciplinærkomité 43 russiske atleter livstidskarantæne og udelukkede Rusland fra at deltage ved vinter-OL.

    CAS frikendte siden de 28 af atleterne med henvisning til manglende beviser.

    Yderligere 11 russere fik delvist medhold i deres appel.

    De 11 atleter fik ophævet deres livstidskarantæne, men CAS besluttede samtidig, at de 11 russere ikke får lov til at stille op ved det kommende vinter-OL i Pyeongchang.

    En lang række russiske atleter står til at konkurrere under neutralt flag i Pyeongchang.

    /ritzau/AFP