Omstridt notat: FBI ville ikke have Trump som præsident

    Et notat om forbundspolitiet FBI’s undersøgelse af en mulig russisk forbindelse til præsident Donald Trumps valgkampagne er fredag blevet offentliggjort.

    Det sker, efter at Trump har godkendt, at dokumentet med en række fortrolige oplysninger kan lægges frem til offentligheden.

    Notatet er forfattet af republikanske politikere i Kongressen og er stærkt omstridt.

    Dets indhold peger i retning af, at der i FBI blev arbejdet for, at Trump ikke skulle vinde præsidentvalget i efteråret 2016. Det mener republikaneren Devin Nunes, der står i spidsen for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

    – Udvalget har opdaget alvorlige brud på offentligheden tillid, og det amerikanske folk har ret til at vide, når embedsfolk i helt afgørende institutioner misbruger deres magt med et politisk mål for øje, siger han.

    FBI har advaret mod offentliggørelsen af notatet, fordi sikkerhedstjenesten mener, at det er misvisende.

    /ritzau/Reuters