Danske badmintondoubler sikkert videre i India Open

    Alle danske tilbageværende deltagere i World Tour-turneringen India Open spillede sig fredag videre til semifinalerne.

    Der er tre danske doublepar tilbage i turneringen, og de vandt alle 2-0 i sæt over deres modstandere i kvartfinalen.

    Først var det herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, der slog kinesiske Jiting He og Qiang Tan 21-14, 21-13.

    Derefter vandt Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen 21-11, 21-13 over et par fra Thailand, inden Christinna Pedersen igen var i ilden med sin makker i mixeddouble, Mathias Christiansen.

    I den kamp tog det danske par en sejr på 21-17, 21-11 over det indiske par Ashwini Ponnappa og Satwiksairaj Rankireddy.

    Den samlede præmiepulje i India Open er på 350.000 dollar, hvilket cirka svarer til cirka 2 millioner kroner.

    De største badmintonturneringer blev inden nytår kaldt for Super Series-turneringer, men de hedder nu World Tour-turneringer.

    De er inddelt i forskellige kategorier, og turneringen i Indien er en såkaldt World Tour Super 500-turnering, der er det fjerdebedste niveau inden for badmintonturneringer.

    Til sammenligning er den danske turnering Denmark Open niveauet over – altså på det tredjebedste niveau.

    Semifinalerne i Indien spilles lørdag.

    /ritzau/