Efterlønner vinder retssag om frivilligt arbejde i landsret

    Vestre Landsret har fredag givet en efterlønsmodtager medhold i, at hun gerne måtte virke som frivillig ulønnet instruktør i en lokal fitness forening.

    Derfor skulle hun ikke trækkes i efterløn på grund af sit arbejde i foreningen.

    Landsrettens dom vækker glæde hos DGI, som har lagt sag an mod Ankestyrelsen på vegne af 64-årige Inge Precht.

    – Vi er rigtig glade for dommen, som slår fast, at der ikke skal være problemer for de efterlønnere og dagpengemodtagere, der ønsker at være frivillige ulønnede instruktører.

    – Det er vigtigt, at alle har ret til og mulighed for at være frivillige i idrætsforeningerne, siger DGI’s næstformand Charlotte Bach Thomassen i en pressemeddelelse.

    I byretten i juli sidste år fik Ankestyrelsen medhold i sagen.

    Her lød det, at centret i realiteten fungerede som en konkurrent for et privat fitnesscenter i byen, og derfor var der ikke tale om frivilligt arbejde.

    Men ifølge landsrettens vurdering kan foreningen godt anses som en frivillig forening.

    /ritzau/