En medarbejder ved Hawaii Emergency Management Agency, der står for at håndtere nødsituationer i den amerikanske delstat, er blevet fyret.
Det sker som konsekvens af, at medarbejderen i midten af januar ved en fejl udsendte en falsk alarm om et missilangreb mod Hawaii.
Det oplyser agenturets militære direktør.
Foruden fyringen har direktør ved beredskabsagenturet Vern Miyagi og vicedirektør Toby Clairmont opsagt deres stillinger.
I beskeden, som blev sendt ud om morgenen lørdag 13. januar lokal tid, stod der blandt andet:
– Søg ly øjeblikkeligt. Dette er ikke en øvelse.
Der gik dog ikke længe, før myndighederne korrigerede fejlen.
Medarbejderen, som nu er fyret, har forklaret, at vedkommende virkelig troede, at et angreb var nært forestående. Det oplyser Federal Communications Commission (FCC), der er forvaltningsorganet for telebranchen.
Ifølge FCC var myndighederne i Hawaii i gang med at teste nødvarslingssystemet, da den pågældende medarbejder misforstod det, der foregik, og i stedet troede, at der var tale om en reel trussel fra et missilangreb.
Derfor sendte han varslings-sms’en ud, uden først at drøfte situationen med en overordnet.
Identiteten på den nu fyrede medarbejder er ikke offentliggjort.
/ritzau/Reuters











