Fastfoodkæden McDonald’s fortsætter med at lange burgere og pomfritter over disken i et enormt tempo.
I de sidste tre måneder af 2017 var særlige tilbud – såkaldte coinoffers – og nye produkter med til at holde gang i butikken.
Det fremgår af det amerikanske selskabs regnskab for fjerde kvartal. Regnskabet er offentliggjort tirsdag.
Overskuddet landede på 1,4 milliarder dollar – 8,4 milliarder kroner – i perioden. Det var et godt stykke over, hvad analytikerne havde forventet ifølge data indsamlet af Bloomberg News.
Alligevel falder McDonald’s-aktien i tirsdagens marked med omkring en procent. Det generelle aktiemarked i USA ligger dog også i rødt.
/ritzau/Reuters











